Unge afprøver nye formater til forskningskommunikation om mental sundhed

Engagementet var højt, da 170 unge brugte en hel dag i sommerferien på at mødes med forskere og diskutere mental sundhed og coronakrise. Tegninger, design thinking og computermodeller var nogle af de metoder, der blev bragt i spil for at sætte gang i dialog og udveksling af viden. Input fra dagen indgår i et forskningsprojekt, der vil gentænke forskningskommunikation om mental sundhed. Her kan du læse – og se video – om dagen, og hvordan de unges input skal bruges.

”Jeg synes det er fedt, at vi får en stemme i noget så vigtigt som dette. Det giver i hvert fald mig en følelse af at være del af noget vigtigere.”

”Det er dejligt, at vi unge får en mulighed for at have noget indflydelse på udviklingen af forskellige løsninger.”

Sådan lød nogle af tilbagemeldingerne efter det første fysiske møde mellem unge fra Akademiet for Talentfulde Unge|Midt (ATU) og forskere, da de mødtes til fagligt arrangement tirsdag den 30. juni på Herning Gymnasium.

Coronakrisen satte sit præg på mødet på flere planer – dels som gennemgående tema og dels da restriktioner om afstand og håndsprit skulle overholdes.

Video: Klik på videoen og se interviews og stemningsbilleder fra dagen

Formålet med dagen var at inddrage de unge i forskningsprojektet ”Data om dig og de andre”, der vil nytænke forskningskommunikation om mental sundhed, data og teknologibrug. Her er ambitionen, at etablere et samarbejde mellem forskere, udviklere og unge om at udvikle en række kommunikationsprodukter,  der formidler viden til unge og understøtter læring om udvalgte emner. Det kan være via animationer, podcast, spil og en udstilling på Science Museerne.

Den første case i projektet er coronakrisen kaldet ”CoronaGoHome”. Som en del af projektet forskes der også i forskellige formidlingsformater og samarbejdsmodeller mellem forskere og unge. 

Forskere skal blive bedre til at samarbejde med unge

Dagen blev skudt i gang med et oplæg fra professor Carsten Obel fra Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, der satte fokus på en række perspektiver på mental sundhed. Samtidigt pegede han på behovet for, at forskningsverdenen bliver bedre til at gå i dialog med unge for at forstå deres udfordringer. 
”I det her projekt vil vi involvere de unge på en anden måde, end vi traditionelt gør i forskning. Vi vil invitere dem indenfor i forskningsprocessen som ”medforskere” og ”medskabere” af viden, der er relevant i forhold til deres liv. Det tror vi på vil føre til stærkere resultater, der giver mere værdi og mening for målgruppen i sidste ende.”
Carsten Obel, professor ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet

 

Fra tegninger til design thinking

Workshop 6 Kollektive visuelle refleksioner om at være ung

Efter introduktionsoplægget stod dagen på workshops. Mange forskellige formater kom i spil, da både tegning, kvalitativ kodning, computermodeller, design thinking, app-udvikling og fake news var på programmet.  

Overordnet fandt de fleste af de unge arrangementet inspirerende og lærerigt, og af de foreløbige tilbagemeldinger på dagen angav 80 %, at de kunne bruge viden og indhold fra dagen i deres videre liv. Der var positive tilbagemeldinger på alle workshops, men samtidigt blev det også klart, at det er forskelligt, hvilket indhold og hvilke metoder der motiverede og inspirerede deltagerne. 

”Det var spændende at blive taget bag om design af en app, som skal kunne ruste os til en bølge 2 eller en anden virus. Analyserne af forskernes indsamlede data var interessante.”
Feedback på workshop 1: Data fra smartphones – deling, anvendelse og værdi
”Denne workshop var fantastisk. Jeg har før set videoer af simulationer med samme princip som Agent baserede modeller, dog har jeg aldrig kunnet sætte ord på denne form, eller arbejdet med det videnskabeligt.”
Feedback på workshop 2: Computermodeller om epidemier
”Det var meget interessant og gav et fantastisk indblik i, hvordan data behandles. Det er også noget, som har gavn for mig i skolen.”
Feedback på workshop 3: Kvalitative data om unges liv under corona-nedlukningen

 

Sådan arbejder forskerne videre med viden fra dagen

Efter sommerferien skal forskere og udviklere arbejde videre med den viden, der blev indsamlet og skabt på dagen (se boks 2). Det skal i sidste ende omsættes til forskellige formidlingsformater, der kommunikerer viden til andre unge om coronakrisen og mental sundhed.

Samtidigt skal læringen fra de forskellige workshops bruges til at forbedre den måde, forskerne vil involvere og kommunikere med de unge fremadrettet i projektet.

”Jeg synes, workshoppen var inspirerende, og Craig fik også sagt nogle ret interessante ting, som jeg stadig går og tænker over nu her.”
Feedback på workshop 4: You App
”Det var fedt at være til en mere kreativ workshop på ATU, og det var nice at se, hvordan tegninger og kunst kan bruges til at udtrykke følelser og tanker.”
Feedback på workshop 6: Kollektive visuelle refleksioner om at være ung

Hen over sommeren bliver der udviklet en grafisk og mere dybdegående fremstilling af arrangementets resultater. Samtidigt lægger projektdeltagerne sig fast på et nyt og mere brugervenligt navn for projektet med udgangspunkt i input fra de unge.

Projektet ”Data om dig og de andre” er støttet af Novo Nordisk Fonden og udføres i et samarbejde mellem Akademiet for Talentfulde Unge|Midt, Institut for Folkesundhed (Aarhus Universitet), Forskningsenheden for Almen Praksis, ScienceAtHome (Aarhus Universitet), Science Museerne ved Aarhus Universitet og The Animation Workshop/VIA University College.

Illustrationer øverst: Er udarbejdet på baggrund af de unges skitser fra workshop 6 af kunstnere fra The Animation Workshop/VIA University College. Kunstnere er: Cecilia Murillo Valdez, Ymir Arnarson, Mathilde Landi, Johanna Aresvik og Marta Giuliani. Derudover bidrog Hanne Pedersen (workshop organisator) og Peter Meldgaard (visuel formidler). 

Se indslag fra TV MidtVest

 

Generel feedback fra de unge:

 
Selvstændige øvelser og inddragelse: Det fungerede godt med selvstændige øvelser, og mange var glade for, at de skulle arbejde med forskellige opgaver og blev inddraget aktivt i workshops.
Tværfaglighed: Flere peger på, at de er blevet bevidste om, at mental sundhed er et område, hvor der er behov for at kombinere forskellige forskningstilgange og fagligheder.
Fysisk møde: Mange var glade for endelig at kunne møde de andre ATU’ere fysisk efter coronanedlukningen.
Større socialt fokus: Der blev efterspurgt flere sociale aktiviteter i løbet af dagen, da det var første gang ATU’erne mødtes fysisk. Både teambuilding og bevægelse blev foreslået. 
Klar info om projektet: Flere efterlyste flere informationer om forskningsprojektet, samt hvordan ATU’erne skal indgå i det.
Nok om corona: Temaet om corona var ikke lige interessant for alle og flere bemærker, at de har fået nok af at snakke om corona.

Sådan skal de unges input bruges i projektet:
 
Workshop 1: Data fra smartphones – deling, anvendelse og værdi 
De unges input indgår i udviklingen af app’en COronaVIDen, der skal indsamle og analysere aktivitetsdata og viden om forskellige sygdomsforløb fra danskere, der har været corona-smittede eller haft mistanke om det. Den første version af app’en bliver tilgængelig i App Store og Google Play fra august 2020. Samtidigt arbejdes der videre med temaer om datadeling i forbindelse med kommunikationsprodukterne.  
 
Workshop 2: Computermodeller om epidemier
De unge gav input til et nyudviklet blokbaseret programmeringsspil udviklet af Arthur Hjorth fra ScienceAtHome og kom med forslag til programmeringsblokke, som gør det muligt for andre gymnasieelver at bygge epidemiologiske modeller. Modeller der ikke bare fokuserer på syge og raske, men også fanger oplevelsen af at være ung i en epidemi. Disse forslag vil blive programmeret ind i programmeringsspillet og næste iteration vil blive afprøvet i ca. 20 gymnasieklasser. 
 
Workshop 3: Kvalitative data om unges liv under corona-nedlukningen
Udgangspunktet for workshoppen var kvalitative data om ATU’ernes oplevelser under corona-nedlukningen indsamlet i forbindelse med et virtuelt ATU-seminar den 6. maj om naturvidenskab, computermodeller og coronakrisen. De unges input til temaer og kodning af materialet kommer til at indgå i analysen af det fulde materiale i august og september. Resultaterne vil blive lagt åbent frem til kommentering for de unge og omsat i projektets kommunikationsprodukter.
 
Workshop 4: You App
Den indsamlede data fra facebook-interaktionen vil indgå i udvikling af indhold og formater for projektets kommunikationsprodukter. Samtidigt vil erfaringerne med design thinking tilgangen fra workshoppen blive anvendt til at videreudvikle den måde, hvorpå forskere og udviklere vil inddrage unge i samarbejde om udvikling af projektets produkter.  
 
Workshop 5: Fake News i en krisetid
Ved workshoppen diskuterede og reflekterede de unge over deres mediebrug og fake news under coronakrisen. Dette input kommer til at indgå i det indhold, der skal formidles i de forskellige kommunikationsprodukter i projektet. 
 
Workshop 6: Kollektive visuelle refleksioner om at være ung
De unges tegninger om deres liv under coronakrisen forventes at blive en del af udstilling på Science Museerne om corona og pandemier, der åbner 1. april 2021. Samtidigt arbejdes der videre med dem som en del af projektets kommunikationsprodukter.  

Kontaktoplysninger
Signe Herbers Poulsen, Cand.mag, PhD
Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet
signe.h.poulsen@ph.au.dk