Skip to content
Home » Fra unge til unge: Et samtale-spil om mental sundhed

Fra unge til unge: Et samtale-spil om mental sundhed

Hjernecellerne blev stimuleret, da unge fra Akademiet for Talentfulde Unge Midt mødtes for at udvikle ideer til en udstilling på Steno Museet Aarhus Universitet. Udstillingen skal sætte fokus på data, kropsidealer og mental sundhed og har som ambition at invitere unge ind i udviklingsprocessen.  

Personlige historier blev delt og snakken gik, da 30 unge gymnasieelever mødtes til en workshop for at afprøve og videreudvikle et samtalespil om mental sundhed. Ansvarlige for workshoppen var unge fra foreningen ”At Være Ung”, der samarbejder med forskningsprojektet ”Giv de unge ordet” og Akademiet for Talentfulde Unge Midt (ATU).

Der var mange spændte og forventningsfulde blikke hos 30 unge fra Akademiet for Talentfulde Unge Midt, da de satte sig ved bordene på Viby Gymnasium den 23. marts 2022. De skulle prøve et nyt samtalespil til unge og give feedback til udviklerne bag spillet. Formålet med spillet var, at hjælpe samtaler igang mellem unge om deres liv – og herigennem understøtte dialog om mental sundhed. Af den efterfølgende feedback fra de unge var det tydeligt, at det lykkedes at få sat gang i dialog og refleksioner hos de unge. Samtidigt fik udviklerne en rækker ideer til forbedringer med hjem fra workshoppen. 

Spillet bliver udviklet som en del af forskningsprojektet “Giv de unge ordet” i samarbejde med frivilligforeningen “At Være Ung”, udviklere fra “Klodshans for viderekomne” og Akademiet for Talentfulde Unge | Midt. Foreningen ”At Være Ung” består af frivillige unge, der vil hjælpe andre unge med at få en god start på ungdomslivet. Som en del af dette, vil de sætte fokus på mental sundhed, udfordringer i unges liv, og hvordan de kan håndteres.

”Det jeg fik øje på var, at mange havde haft problemer med det sociale, inklusiv mig selv. Vi snakkede også om, hvor meget det påvirker andre aspekter af ens liv, f.eks. det faglige, glæde, mm.
Så derfor kunne jeg godt tænke mig, at have mere fokus på at få folk til at føle sig mere velkomne, f.eks. ved at sige godmorgen eller spørge ind til weekenden, så det er rarere at komme i skole eller til andre aktiviteter.”
ATU'er
Udtjekning - runde 3 i spillet

De unges feedback

I den første del af workshoppen skulle de unge afprøve spillet i grupper. Der gik ikke lang tid før der kom gang i samtalerne og personlige historier blev udvekslet – også selvom mange af deltagerne ikke kendte hinanden i forvejen. Der blev talt om mange forskellige emner som fællesskaber, venner, familie og usikkerhed. Spillet foregik i tre runder med fokus på fortællekort, temakort og “udtjekning”. Se tabel 1 for en mere detaljeret gennemgang af spillet.

I anden del af workshoppen delte de unge deres oplevelser med spillet og kom med forslag til forbedringer. Det foregik via gruppearbejde og skriftlige tilbagemeldinger. De unge fremhævede følgende refleksioner i deres feedback:

  • Spillet som samtalestarter: Mange fremhævede, at spillet fungerede godt som ”icebreaker” i forhold til at starte samtaler med nye mennesker, og at det åbnede op for samtaler om både sjove, personlige og svære emner. Andre udtrykte også, at de gerne vil prøve spillet med venner de kender godt.
  • Ro til at lytte: Flere beskrev, at det var rart, at spillet gav mulighed for ro til at tale uden at blive afbrudt. Samtidigt var det også rart at blive tvunget til at lytte til andre.
  • Emner man ellers ikke ville tale om: Spillet satte gang i emner, som de unge mente, de ellers ikke ville tale om. Det gav mulighed for at sige ting højt, som man ellers ikke plejer at turde.
  • Ikke alene: Flere beskrev, at det var rart at finde ud af, at de ikke var alene med de tanker eller problemstillinger, de oplevede i deres liv. F.eks. i forhold til det sociale og konflikter med familie.
  • Respekt for forskellighed: Nogle fremhævede, at de var blevet opmærksomme på forskellige personligheder og synsvinkler i de grupper, de havde siddet i, og at der havde været respekt for dette i samtalerne.
  • Svært at huske og komme på historier: Enkelte af deltagerne havde oplevet, at det var svært at komme på en historie og at huske tilbage på oplevelser, de kunne fortælle om.
  • Lysten til at blive bedre til at samtale: Mange fremhævede, at de i fremtiden vil øve sig på at blive bedre til at spørge ind til andre, være åbne og imødekommende. Samtidigt vil de også øve sig på, at blive bedre til at lytte.


Forslag til ændringer

De unge kom også med en række forslag til ændringer. På baggrund af disse vil udviklergruppen arbejde videre med følgende indsatsområder:

  • Lytteknapperne: En del grupper fremhævede ”lytteknapperne”, som noget de gerne ville ændre på, fordi de ikke rigtigt fik brugt dem. Ændringsforslagene gik særligt på valg af ikoner på knapperne og deres formål.
  • Nye fortællekort: De unge kom også med forslag til nye sætninger til fortællekort. Samtidigt pegede de på nogle af de sætninger, som de mente var svære at starte samtaler på baggrund af.
  • Tema-runden: Der var delte meninger om tema-runden, hvor de unge skulle identificere forskellige temaer på baggrund af deres fortællinger. Derfor vil udviklergruppen arbejde videre på at optimere denne aktivitet.
  • Input til design: Ved workshoppen blev de unge præsenteret for nogle forskellige designs og farver til spillet. De gav feedback og stemte om de forskellige designforslag.
  • Rammesætningen af spillet: På baggrund af workshoppen vil udviklergruppen desuden sætte fokus på at beskrive en rammesætning for spillet, hvilke sammenhænge det kan bruges i, og hvad man skal være opmærksom på i forhold til dette.
”Det jeg fik øje på var, at jeg ikke er så anderledes i forhold til de andre. Jeg fandt ud af at mange af de bekymringer jeg har haft, har andre også haft. Det kan hjælpe mig med at blive mere selvsikker og åbne mere op til andre.
Så derfor vil jeg begynde at føle mig mere tilpas med at snakke om følelser og bekymringer. Jeg vil også føle mig mere ”normal” da dette er et problem jeg har arbejdet med.”
ATU'er
Udtjekning - runde 3 i spillet

Ambassadører og summercamp

I sidste del af workshoppen fik deltagerne mulighed for at melde sig som ambassadører og dermed være med til at udbrede spillet i de fællesskaber, de indgår i. De havde selv mange bud på, hvor spillet kunne bruges i fremtiden. Der var bred enighed om, at det ville fungere godt på gymnasier, særligt til de nye årgange og klasser. Ligeledes fortalte flere, at de fik lyst til at spille spillet med deres venner, klassekammerater eller nye bekendtskaber, for at blive klogere på dem.

Næste skridt er, at udviklerne arbejder videre med spillet og herefter skal det lanceres og spilles ved ATU’s summercamp i juni 2022.

”Det jeg specielt lagde mærke til var, at vi var mange introverte, men at der faktisk var en gennemgående længsel efter fællesskab. Altså er det, at man ikke tager initiativ til at snakke med nogen ikke det samme som, at man ikke har lyst til det - men det kræver bare noget mod.
Så derfor vil jeg være bedre til at gå hen og snakke med folk jeg ikke kender, da de nok også vil have en ven.”
ATU'er
Udtjekning - runde 3 i spillet

Spillet – og projektet “Giv de unge ordet” –  er støttet af Novo Nordisk Fonden. Partnere i projektet er Akademiet for Talentfulde Unge | Midt, Institut for Folkesundhed, Science Museerne og Science At Home ved Aarhus Universitet samt The Animation Workshop/Via University College. 

 

Tabel 1: Sådan spillede de unge spillet

Spillet foregik i tre runder:

Runde 1: Fortællekort

De unge skulle trække et ’fortællerkort’ fra en bunke midt på bordet. Fortællerkortene bestod af korte sætninger, som lagde op til, at spilleren skulle fortælle en personlig historie. Det kunne f.eks. omhandle en sjov oplevelse med en ven eller engang man ikke nåede bussen. Undervejs i fortællingen måtte de andre spillere ikke afbryde, eller kommentere på historien. De kunne markere en reaktion ved at placere en “lyttebrik”, der angav empati med det fortalte eller at man havde en kommentar. Spillerne fortsatte med at fortælle historier på skift så længe der var kort i bunken.

Runde 2: Temakort

I anden runde skulle hver deltager vælge mellem en række temakort, som de mente var dækkende for de historier, der var blevet fortalt i runde 1. Det kunne f.eks. være temaer som fællesskab, tillid, usikkerhed. Herefter skulle hver spille fortælle, hvorfor de havde valgt det pågældende tema.

Runde 3: Udtjekning

Den sidste runde i spillet var udtjekningen. Her skulle hver enkelt deltager reflektere over, hvad de særligt havde lagt mærke til igennem spillet, og hvad de ville tage med derfra. Denne runde foregik individuelt, hvor den enkelte deltager skulle formulere sine refleksioner skriftlig ved at færdiggøre sætningerne: ”det fik jeg øje på… og ”så derfor…”.

Tekst: Nina Maindal og Signe Herbers Poulsen
Fotos: Peter Lübben

Kontaktoplysninger 

Kristian Dahlmann Oddershede
Foreningen “At Være Ung”
kristian.possum@gmail.com 

Anne Harrits 
Leder, Akademiet for Talentfulde Unge Midt 
anne@atumidt.dk