Skip to content
Home » To nye podcasts: Unge sætter vaccineskepsis og mental sundhed under lup

To nye podcasts: Unge sætter vaccineskepsis og mental sundhed under lup

Interview til podcast

Hjernecellerne blev stimuleret, da unge fra Akademiet for Talentfulde Unge Midt mødtes for at udvikle ideer til en udstilling på Steno Museet Aarhus Universitet. Udstillingen skal sætte fokus på data, kropsidealer og mental sundhed og har som ambition at invitere unge ind i udviklingsprocessen.  

Tekst af Nina Maindal 

Hør med når unge sætter fokus på vaccineskepsis og mental sundhed blandt sportsudøvere i to nye podcasts. De to podcast er begge produceret af en gruppe unge fra Akademiet for Talentfulde Unge Midt. De har været med i det meste af processen – lige fra emnevalg, interview, opbygning og til udvikling af musik. Podcastene blev til i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet og som en del af projektet “Giv de unge ordet”.  

Otte unge gymnasieelever deltog i en workshop om podcast og forskningsformidling ved Akademiet for Talentfulde Unge (ATU)’s sommercamp den 30. juni 2021. Sommercampen blev afholdt i samarbejde med forsknings- og udviklingsprojektet “Giv de unge ordet”, der har til formål at nytænke forskningskommunikation. Som en del af dette projekt vil forskerne undersøge, hvordan podcast kan anvendes i forbindelse med forskningskommunikation, og hvordan man kan inddrage unge bedre i den proces. De unge var med på udfordringen, og valgte selv at sætte fokus på vaccineskepsis og mental sundhed og sport: 

”Jens kom med en masse gode tips. Han var meget kompetent, og det var tydeligt at han brænder for at lave podcast.”

”Fed introduktion til podcast på almen plan, hvor intentionen var i fokus. Derefter kort introduktion til teknik.”

”Det var en super fed workshop, jeg har tidligere beskæftiget mig med podcast, men sådan uden rigtige introduktioner fra kyndige undervisere.”
ATU'ere
Feedback survey om podcast workshop, ATU summercamp

De unge producerede podcast 

Du kan lytte med på de to podcast ved at følge nedenstående links eller finde dem på apple. 

  • Trivsel og sport: Når man er ung, er der mange ting som man skal og mange krav at leve op til. Alt dette kan have betydning for unges mentale sundhed. Det fortæller Professor for mental børnesundhed Carsten Obel om i denne podcast, hvor han også giver sit bud på, hvad der er den mest konstruktive måde at diskutere mental sundhed på. Herudover møder vi konkurrencesvømmer Nikolaj Høgh, som fortæller om der er udfordrende ved en sportskarriere på højt plan, og hvordan fællesskabet altid er det vigtigste.  
    Podcasten er produceret af Sebastian Jacobsen, Emil Schoer, Jakob Nissen Nielsen og Marius Pagh Lübeck og redigeret af Jens Renner. 

 

  • Viden om coronavaccine – skepsis eller fornuft: I takt med at corona-vaccinerne med hastige skridt bliver udrullet blandt den danske befolkning, og mange glædeligt tager imod deres 3. stik, så stiller nogle grupper spørgsmålstegn ved de egentlige effekter af vaccinen. I denne podcast giver tre unge deres bud på årsager for og imod vaccinen, og fortæller om deres personlige holdninger og overvejelser. Dertil kan du høre Dorte Rytter, Lektor ved Institut for Folkesundhed og Kristian Hvidtfeldt, Lektor ved Center for Videnskabsstudier dele ud af deres viden og erfaring på vaccinationsområdet. Podcasten forsøger at give et bredt billede af både eksperter- og unges perspektiver.
    Podcasten er produceret af Kaja Drude, Alberte Majgaard Sørensen, Johanna Kirkegaard og Hanne Godtkjær Hansen og redigeret af Jens Renner.  

Jens Renner, uddannet journalist og tidligere arbejde som radio- og podcastvært, stod for at facilitere workshoppen, hvor han introducerede deltagerne for den historiske udvikling af podcast, samt underviste i udstyr, redigeringsværktøjer. 

Deltagerne blev inddelt i to grupper, hvor de selv bestemte hvad deres podcast skulle indeholde. Grupperne lagde sig hurtigt fast på de to emner, hhv. vaccineskepsis og mental sundhed blandt sportsudøvere. Begge podcast inddrog både unge og eksperter, som deltagerne på workshoppen selv havde udvalgt. Workshoppen foregik i musiklokalet på Herning Gymnasium, og her fik deltagere også produceret deres egen jingle, som podcasten både starter og slutter med.  

Podcast som alternativt formidlingsformat til unge 

Podcast-formatet er et af de formidlingsformater, som projektet ”Giv de unge ordet” vil afprøve og undersøge til kommunikation om forskning med unge. Dette diskuterede deltagerne på workshoppen. Det var tydeligt at deltagerne mente, at podcast-formatet fungerer godt til unge, da formidlingen ofte bliver mere forståeligt og let spiselig. De fremhævede at forskning ofte kan være tungt og, det derfor er en måde at formidle det på til en ung målgruppe.  

”Produktet bliver bedre målrettet unge, når det er unge der producerer det. Vi ved hvordan vi selv bedst ville kunne forstå tingene.”

”Det er sjovere end at læse, og man hører unge tale og det gør det spændende.”

”Det er en ung platform, og jeg tror det tiltaler unge at man kan lave andre ting imens.”
ATU'ere
Feedback survey om podcast workshop, ATU summercamp

De unge var med hele vejen  

Efter workshoppen blev redigering og klipning overladt til Jens Renner. For at sikre at de unge var tilfredse med det færdige produkt, mødtes alle til et fælles opsamlingsmøde efter sommercampen. Generelt gav de unge udtryk for, at de var meget tilfredse med det endelige produkt, og fremhævede at det var en god klipning, hvor det hele hang godt sammen. Mange af deltagerne nævnte også, at de gerne ville have været med i redigeringsprocessen, og udviste generel nysgerrighed og interesse for den proces. 

Deltagerne var samtidigt begejstrede over at have været med til at lave en rigtig podcast. En af de unge fortalte, at det havde været fedt at arbejde effektivt i nogle enkelte timer, og så stå med et godt og velarbejdet produkt til sidst. En anden fortalte, at det var ”fedt” at arbejde med rigtigt udstyr, og at hun følte sig helt professionel.  

Kontaktoplysninger 

Anne Harrits  
Leder, Akademiet for Talentfulde Unge Midt  
anne@atumidt.dk