Var Covid-19 vaccinen skyld i Christian Eriksens hjertestop? Spiser vi i gennemsnit fire edderkopper hver nat? Havde eliteforskeren Milena Penkowa, der snød med rotteforsøg, en affære med den tidligere forskningsminister Helge Sander? Eller var han i virkeligheden hendes hemmelige far?
Dette var blot nogle af de eksempler på fake news, der blev bragt på banen, da 180 unge fra Akademiet for Talentfulde Unge | Midt (ATU) diskuterede fake news med forskere ved Sommer camp den 30. juni på Herning Gymnasium. Bag dagen stod forskningsprojektet ”Giv de unge ordet”, der ville sætte fokus på, hvordan unge kan navigere i et komplekst medie- og nyhedslandskab.
”Jeg har fået nye strategier til at navigerer i fake news samt fundet ud af, at alle kan ryge i fælden.”
Alle kan falde for fake news – også forskere og journalister
Dagen startede med en paneldebat med forskere og journalister, der diskuterede hvilket ansvar medier, forskere og borgere har i forhold til fake news. Linda Greve, formidlingschef ved Science Museerne ved Aarhus Universitet (AU) førte an med at konstatere, at ”vi alle sammen kan falde for fake news” og bad paneldeltagerne fortælle om, de falske nyheder de selv var hoppet på (nogle af disse kan du se øverst i denne artikel).
Herefter diskuterede de, hvad aktører i samfundsdebatten burde gøre for at undgå fake news. Der blev bl.a. peget på, at forskerne skal tage ansvar for at formidle mere om deres forskning og stille op i en bred række af medier. Samtidigt skal forskerne være ærlige om den usikkerhed, der er i deres resultater og synliggøre de metoder de har anvendt samt deres begrænsninger. På den anden side oplevede forskerne, at journalister ofte i forvejen har en dagsorden, når de kontaktes for interviews. Derfor mente de, at journalisterne bør være mere interesserede i at undersøge nuancerne og andre vinkler end dem, de på forhånd har planlagt som en del af deres historier. Der blev også opfordret til, at journalisterne skal huske at dække flere ekspertkilder og interessere sig mere dybdegående for, hvad forskerne arbejder med (se videnskab.dk’s råd til journalister om fake news).
Hvad kan du selv gøre?
I forhold til hvad man som borger selv kan gøre for at undgå at hoppe på fake news var budskabet fra panelet, at man må forholde sig kritisk til alt, hvad man læser – og det gælder også de studier og undersøgelser man bliver præsenteret for som forskning. Vær opmærksom på, at alle historier i medierne har en vinkel og undersøg om de forskere, der citeres, er uvildige og om deres resultater er baserede på peer-reviewed forskning, som er blevet undersøgt af andre forskere i forbindelse med publicering i videnskabelige tidsskrifter.
I panelet deltog: Christian Suhr (lektor ved Institut for Antropologi, AU), Anne Ringgaard (journalist ved videnskab.dk), Dorte Rytter (lektor ved Institut for Folkesundhed, AU) og Kristian Hvidtfelt Nielsen (lektor ved Center for Videnskabsstudier, AU).
Efter paneldebatten deltog de unge i en række forskellige workshops, hvor de selv kunne prøve kræfter med formidling af forskning og nyheder, analyse af politiker tweets og produktion af en podcast om temadagen (se program og billeder nederst).
Video: Kristian Dahlmann Oddershede og Mathias Sejerkilde, ATU alumner
Science caféer og dialog om forskning
Eftermiddagen bød på en række mindre ”Science caféer”, hvor de unge kunne komme i en mere uformel dialog med de forskere og eksperter, som de havde mødt gennem dagen. Rammen for cafeerne foregik rundt omkring på Herning Gymnasium i sofaer, cafébords-opstillinger eller udendørs – og der blev serveret sodavand og snacks undervejs. Af den efterfølgende evaluering var det tydeligt, at de unge var begejstrede for formatet, der gav mulighed for en afslappet dialog.
”Det var virkelig dejligt, at det var så afslappet og mere en samtale end et foredrag.”
”Det var fedt, at det føltes som en snak iblandt venner i stedet for undervisning.”
”Fedt at diskutere og snakke om det og med snacks, man bliver mere involverede i problemstillingerne, ikke noget mindre godt.”
Det var ikke en tilfældighed, at der blev afprøvet nye dialogformater ved arrangementet. Projektet bag dagen ”Giv de unge ordet” har nemlig til formål at nytænke forskningskommunikation om mental sundhed i samarbejde med unge og afprøve en række forskellige formidlingsformater til at understøtte dette – bl.a. podcasts, spil, animationer og en udstilling på Science Museerne ved Aarhus Universitet (Læs mere på givdeungeordet.dk).
Podcast om vaccineskepsis og mental sundhed
Podcast-formatet er et af de formater, som ”Giv de unge ordet” vil afprøve og undersøge til kommunikation om forskning med unge. Derfor var et af formålene med dagen også at udvikle podcasts om dagens emner i samarbejde med en gruppe af otte ATU’ere, der blev fulgt af to forskere fra projektet. Rammen for de unges arbejde var en workshop udelukkende dedikeret til podcast, hvor de blev introduceret til mediet, det tekniske og planlagde deres egne lydproduktioner med hjælp fra Jens Renner, der til dagligt arbejder med produktion af podcasts.
De unge fordelte sig i to grupper og valgte at producere en podcast om henholdsvis vaccineskepsis og mental sundhed. I løbet af dagen foretog de forskellige lydoptagelser og interviewede eksperter og ATU’ere – og de fik også indspillet en jingle i musiklokalet. Senere på sommeren vil Jens Renner hjælpe med at klippe lydoptagelserne sammen, og sammen med de unge skal han finde frem til det endelige produkt. Podcasten bliver gjort tilgængelig på ATU | Midt’s og Giv de unge ordets hjemmesider.
"Jeg har altid gerne villet prøve det, og alle mine forventninger blev opfyldt"
"Produktet bliver bedre målrettet til unge, når det er unge der producerer det. Vi ved, hvordan vi selv bedst ville kunne forstå tingene"
Giv de unge ordet er støttet af Novo Nordisk Fonden og forløber over en 3-årig periode fra 1. januar 2020 til 31. december 2022. Partnere i projektet er Institut for Folkesundhed (Aarhus Universitet), Akademiet for Talentfulde Unge | Midt, Forskningsenheden for Almen Praksis, ScienceAtHome (Aarhus Universitet), Science Museerne ved Aarhus Universitet, The Animation Workshop/VIA University College og Aarhus Kommune.
Læs mere på givdeungeordet.dk
Program”Smid sølvpapirshatten og bliv klogere på fake news” Onsdag den 30. juni 2021, ATU Summer Camp, Herning Gymnasium |
9.15-9.30: Velkomst ved ”Giv de unge ordet” 9.30-10.15: Debat: Hvordan kan vi blive bedre til at navigere i Fake News? 10.45-12.30: Workshops Workshop 1: Machine Learning og Fake News Workshop 2: Science Blindness Workshop 3: Videnskabsjournalisternes rolle Workshop 4: Podcast, sådan laver du en lækker lydoplevelse Workshop 5: SoMe – Sociale medier Workshop 6: Vaccineskepsis Workshop 7: Når medierne sætter dagsordenen 13.30-15.00: Science Caféer i to runder Science Café: NLP og hvordan man bliver computer scientist Science Café: Konstruktive nyheder Science Café: Manifest: 5 spørgsmål, du bør stille dig selv, når du læser om forskning Science Café: Mental sundhed Science Café: Vaccineforskning Science Café: Vaccineskepsis Science Café: Citizen Science – deltagelse i sundheds- eller medicinsk forskning Science Café: The Animation Workshop 15.15: Refleksion i plenum: Viden forpligter, hvad forpligter I jer på? Se mere på: https://atumidt.dk/Sommercamp_2021 |
Fotos: Peter Lübben, Aarhus Universitet
Video: Kristian Dahlmann Oddershede og Mathias Sejerkilde, ATU alumner og medforskere i Giv de unge ordet
Kontaktoplysninger
Ulrik Bak Kirk
Projektleder, Giv de unge ordet
ubk@ph.au.dk
Anne Harrits
Leder, Akademiet for Talentfulde Unge Midt
anne@atumidt.dk